Metformins virkningsmekanisme

Metformin er et oralt antidiabetikum, der primært virker ved at reducere leverens glukoseproduktion (hepatoisk glukoneogenese). Stoffet forbedrer insulinfølsomheden i perifert væv såsom muskler, hvilket øger glukoseoptagelse og -udnyttelse. Metformin hæmmer også glukoseabsorptionen i tarmen, hvilket bidrager til dets blodsukkerregulerende effekt. Det adskiller sig fra andre antidiabetika ved ikke at stimulere insulinsekretion, hvilket reducerer risikoen for hypoglykæmi.

Indikationer for behandling

Metformin anvendes primært ved behandling af type 2-diabetes mellitus hos voksne og børn fra 10 år. Stoffet er indiceret til patienter, der ikke opnår tilstrækkelig glykemisk kontrol ved diæt og motion alene. Det bruges også i kombination med andre antidiabetika, herunder insulin, for bedre blodsukkerkontrol. Metformin kan i visse tilfælde anvendes til behandling af polycystisk ovariesyndrom (PCOS) for at forbedre insulinfølsomhed og regulere menstruationscyklus.

Dosering og administrationsvejledning

Metformin administreres oralt i form af tabletter, med eller uden forlænget frigivelse. Initialdoserne starter ofte ved 500 mg to til tre gange dagligt, med trinvis dosisøgning for at mindske gastrointestinale bivirkninger. Maksimal anbefalet dosis varierer normalt mellem 2.000 til 3.000 mg dagligt, afhængigt af formuleringen. Tabletterne skal tages sammen med måltider for at minimere mavegener. For patienter med nyreinsufficiens skal doseringen tilpasses og optrappes med forsigtighed.

Farmakokinetiske egenskaber

Efter oral administration absorberes metformin delvist i tyndtarmen med en biologisk tilgængelighed på ca. 50-60%. Stoffet undergår ikke metabolisme i leveren og udskilles uændret renalt via tubulær sekretion. Halveringstiden ligger omkring 4-8 timer ved normal nyrefunktion, men kan forlænges ved nedsat nyrefunktion. Metformin har ikke betydelig proteinbinding, hvilket minimerer risiko for interaktioner via plasmaproteiner. Nyrefunktion overvåges rutinemæssigt for at undgå ophobning.

Bivirkninger ved behandling

De mest almindelige bivirkninger relateret til metformin er gastrointestinale, herunder kvalme, diarré, flatulens og mavesmerter, specielt ved behandlingsstart eller dosisøgning. Disse symptomer aftager ofte med fortsat behandling. Sjældne, men alvorlige bivirkninger inkluderer laktacidose, som kræver hurtig medicinsk intervention. Andre mulige bivirkninger er smagsforstyrrelser og vitamin B12-mangel ved længerevarende behandling, hvilket kan føre til neuropati og anæmi. Regelmæssig monitorering anbefales.

Interaktioner med andre lægemidler

Metformin kan interagere med flere lægemidler, der påvirker nyrefunktion eller renal ekskretion, mellem andre iodholdige kontrastmidler, som kan øge risikoen for laktacidose. Kombination med diuretika og kortikosteroider kan reducere blodsukkerkontrollen. Antacida, der indeholder aluminium eller magnesium, kan reducere absorptionen af metformin. Kombination med sulfonylurinstoffer kan øge hypoglykæmirisiko. Farmakokinetiske placentaovergange og proteinbindingsinteraktioner er ubetydelige.

Anvendelse ved nedsat nyrefunktion

Et væsentligt hensyn ved metforminbehandling er vurdering af nyrefunktionen via eGFR. Metformin er kontraindiceret ved eGFR under 30 ml/min/1,73m² på grund af øget risiko for laktacidose. Ved moderat nedsat nyrefunktion (eGFR 30-45 ml/min/1,73m²) bør dosis reduceres, og patienten følges nøje. Nyrefunktionen skal kontrolleres årligt ved normale forhold og med hyppigere intervaller ved øget risiko. Ved akut forværring af nyrefunktion anbefales midlertidig seponering.

Effekt på kropsvægt

Metformin er kendt for ikke at forårsage vægtøgning, hvilket er en fordel ved type 2-diabetesbehandling. Faktisk fremmer metformin ofte et moderat vægttab, især ved overvægtige patienter, gennem effekter på appetit og tarmmikrobiotika. Vægtreduktionen er dog generelt begrænset og skal understøttes af kost- og livsstilsændringer. Effekten på fedtfordeling kan medføre forbedring i metabolisk profil, der nedsætter risikoen for kardiovaskulære komplikationer.

Laboratoriemæssig monitorering

Ved metforminbehandling anbefales regelmæssig overvågning af fastende blodsukker og HbA1c for at vurdere glykemisk kontrol. Kontrol af nyrefunktion med serumkreatinin og beregning af eGFR er påkrævet for dosisjustering og risikovurdering. Monitorering af vitamin B12-niveauer bør ske ved langtidsbrug, da metformin kan inducere malabsorption. Elektrolytter kontrolleres i tilfælde af væsketab eller gastrointestinale bivirkninger for at undgå ubalancer.

Dosering under kirurgi eller sygdom

Under akut sygdom eller kirurgiske indgreb bør metformin midlertidigt seponeres på grund af risiko for dehydrering og nedsat nyrefunktion. Stoffet genoptages først, når patientens kliniske tilstand og nyrefunktion er stabiliseret. Anbefalingerne indebærer typisk pausen ved start af faste eller intravenøs væsketerapi og genoptagelse med forsigtig dosisoptrapning. Disse forholdsregler forebygger komplikationer som laktacidose og blodsukkerudsving.