Aciclovir Kemisk Sammensætning

Aciclovir tilhører gruppen af antivirale lægemidler og er en syntetisk analog af guanin, en af DNA’s byggesten. Dets kemiske navn er 9-[(2-hydroxyethoxy)methyl]guanine. Stoffet virker specifikt på herpesvirus ved at hæmme viral DNA-polymerase, hvilket forhindrer viral replikation. Aciclovirs molekylære struktur tillader det at blive omdannet til en aktiv form inde i virusinficerede celler, hvilket sikrer selektiv antiviral aktivitet.

Farmakokinetiske Egenskaber

Aciclovir absorberes hurtigt efter oral administration, med en biotilgængelighed på omkring 15-30%. Det når maksimal plasmakoncentration inden for 1,5-2 timer efter indtagelse. Proteinbindingen i plasma er relativt lav, cirka 9-33%. Stoffet metaboliseres i begrænset omfang, og den primære elimineringsvej er renal udskillelse gennem glomerulær filtration og tubulær sekretion. Halveringstiden er typisk 2,5-3,3 timer, men kan forlænges betydeligt ved nedsat nyrefunktion.

Indikationer for Behandling

Aciclovir anvendes primært til behandling og forebyggelse af infektioner forårsaget af herpes simplex virus (HSV) typer 1 og 2 samt varicella-zoster virus (VZV). Det bruges til herpetiske hud- og slimhindelæsioner, herpetisk encephalitis, og ved profylakse hos immunkompromitterede patienter. Aciclovir anbefales også til behandling af neonatal herpes og zoster hos voksne samt til langvarig suppression for at forhindre tilbagefald af genital herpes.

Doseringsanbefalinger Præcist

Doseringsregimet varierer alt efter indikationen og patientens nyrefunktion. For voksne med herpetisk labialis anbefales typisk 200 mg fem gange dagligt i 5 dage. Ved herpes zoster kan dosis være 800 mg fem gange dagligt i 7 dage. Nyreinsufficiente patienter kræver dosisjustering i forhold til kreatininclearance. Parenteral dosering anvendes ved alvorlige infektioner såsom herpetisk encephalitis, hvor 5-10 mg/kg gives intravenøst hver 8. time i 10-14 dage.

Bivirkninger og Forekomst

De hyppigst rapporterede bivirkninger ved oral Aciclovir inkluderer kvalme, diarré, hovedpine og træthed. Ved intravenøs administration kan der opstå nyrefunktionforstyrrelser og neurologiske symptomer som forvirring, hallucinationer, og kramper, især hos patienter med nedsat nyrefunktion. Allergiske reaktioner er sjældne men kan manifestere sig som hududslæt, kløe, og angioødem. Hæmatologiske bivirkninger såsom leukopeni forekommer sjældent.

Interaktioner med Andre Lægemidler

Aciclovir har begrænset interaktionspotentiale, men samtidig administration med probenecid kan øge plasmakoncentrationen ved at hæmme renal udskillelse. Kombination med nefrotoksiske midler såsom aminoglykosidantibiotika eller cyclosporin øger risikoen for nyreskade. Det anbefales at opretholde adekvat hydrering under behandling for at minimere risikoen for nyretoksicitet. Interaktion med zidovudin kan forårsage øget risiko for nefrotoksicitet og myelosuppression.

Administrationsvej og Formuleringer

Aciclovir findes i flere farmaceutiske former, herunder tabletter, kapsler, oral suspension, cremer, salver og intravenøse opløsninger. De orale formuleringer er designet til systemisk behandling, mens topikale cremer anvendes til behandling af kutane og mukøse herpetiske infektioner. Intravenøs administration benyttes ved alvorlige eller komplicerede infektioner, hvor høj bioaktiv tilstedeværelse er nødvendig.

Effekt ved Nedsat Nyrefunktion

Aciclovir elimineres især via nyrerne, hvilket betyder, at nedsat nyrefunktion medfører ophobning af stoffet og øget toksicitetsrisiko. Ældre patienter eller patienter med nyresygdom bør modtage reducerede doser eller have intervallet mellem doserne forlænget baseret på måling af kreatininclearance. Kontrol af nyrefunktionen er vigtigt under behandling, og der skal tages hensyn til væskeindtag for at forebygge krystaldannelse i nyrerne.

Virkningsmekanisme på Virusniveau

Efter intracellulær optagelse fosforyleres Aciclovir initialt af viruskodet thymidinkinase til Aciclovir-monofosfat, som dernæst omdannes til den aktive trifosfatform af cellulære enzymer. Aciclovir-trifosfat indsættes i det virale DNA under replikation og medfører premature kædeafslutninger. Denne selektive aktivering i virusinficerede celler sikrer minimal effekt på normale celler og reducerer bivirkninger.

Specifikke Patientgrupper og Dosering

Børnepopulationen behandles med vægtbaserede doser og længere behandlingsvarighed i neonatal herpesinfektion. Gravide anbefales kun behandling ved klare kliniske indikationer, da data om sikkerhed er begrænset, men skaderisiko menes at være lav. Immunsupprimerede patienter kræver ofte højere og længerevarende dosering for effektiv viral kontrol på grund af øget risiko for dissemineret infektion og resistensudvikling.

Resistensudvikling og Monitorering

Resistance mod Aciclovir forekommer primært ved mutationer i thymidinkinase eller viral DNA-polymerase, hvilket kan føre til behandlingselement. Immunsupprimerede patienter er i særlig risiko for at udvikle resistens. Klinisk monitorering for terapeutisk effekt og viral belastning er vigtig, og ved mistanke om resistens kan skift til andre antivirale midler overvejes. Laboratoriemetoder såsom genotypisk analyse kan bekræfte resistens.

Opbevaringsbetingelser og Holdbarhed

Aciclovir skal opbevares ved stuetemperatur mellem 15 og 25 °C, beskyttet mod fugt og direkte sollys. Oral suspension holdes i køleskab ved 2-8 °C og bør anvendes inden for den angivne holdbarhedsperiode efter reconstitution. For intravenøs opløsning gælder samme temperaturkrav, og opløsningen bør anvendes straks efter fremstilling for at opretholde stabilitet og effektivitet. EEPROM-lægemiddelforekomster må ikke anvendes efter udløbsdato.

Anvendelse ved Specielle Infektionstyper

Behandling af herpetisk keratitis gør brug af Aciclovir øjendråber eller oral administration for at reducere infektionens sværhedsgrad og varighed. Ved postherpetisk neuralgi anvendes Aciclovir tidligt i forløbet af herpes zoster for at mindske smerte. Derudover benyttes Aciclovir ved epitelial herpes hos immunkompromitterede for at forhindre dybere, nekrotiske læsioner.