Handlingsmekanisme for Allopurinol

Allopurinol virker ved at hæmme enzymet xanthinoxidase, som er ansvarligt for omdannelsen af hypoxanthin og xanthin til urinsyre. Ved at reducere produktionen af urinsyre mindskes risikoen for urinsyrekrystaller i led og væv, hvilket forebygger og behandler gigt og nyresten forårsaget af hyperurikæmi. Under behandling kan niveauerne af hypoxanthin og xanthin stige, men disse forbindelser er betydeligt mere opløselige end urinsyre og udskilles effektivt via urinen. Det er en langsigtet behandling, der korrigerer årsagen til ophobet urinsyre frem for blot at lindre symptomer.

Indikationer for Allopurinolbehandling

Allopurinol anvendes først og fremmest til behandling af kronisk hyperurikæmi og forebyggelse af urinsyregigt og secondaires komplikationer som tofi og nyresten. Derudover bruges stoffet i forebyggelse af tumorlysesyndrom hos patienter, der gennemgår kemoterapi eller strålebehandling, hvor en hurtig nedbrydning af celler kan føre til farligt høje niveauer af urinsyre i blodet. Allopurinol kan også ordineres til patienter med visse typer af nefropati, hvor urinsyreindskud spiller en rolle i nyrefunktionen. Det er et vigtigt terapeutisk middel i både primær og sekundær profylakse af urinsyre-relaterede sygdomme.

Doseringsanbefalinger og administration

Den initiale dosering af allopurinol varierer typisk fra 100 mg til 300 mg dagligt, afhængigt af sygdommens sværhedsgrad og patientens nyrefunktion. Dosis kan øges gradvist med henblik på at opnå optimal urinsyrekontrol, ofte op til 800-900 mg dagligt. Tabletterne bør tages med rigeligt væske for at støtte urinudskillelse og forhindre nyresten. Behandling bør påbegyndes i lav dosis for at minimere risikoen for bivirkninger, og patienten bør monitoreres regelmæssigt for serumurinsyre samt nyrefunktion. Langtidsbehandling er ofte nødvendig ved kroniske tilstande.

Interaktioner med andre lægemidler

Allopurinol kan interagere med flere lægemidler, som kræver særlig opmærksomhed. Særligt øges koncentrationen og virkningen af antikoagulantia som warfarin, hvilket kan øge blødningsrisikoen. Samtidig behandling med azathioprin eller mercaptopurin kan give alvorlig myelosuppression grundet hæmmet metabolisme, hvorfor dosisjusteringer er nødvendige. Allopurinol kan også øge risikoen for toksicitet ved samtidig brug af cyklofosfamid og amoxicillin. Ydermere kan det påvirke eliminationshastigheden af visse beta-blokkere som propranolol. Derfor kræver behandlingen tæt medicinsk overvågning ved polyfarmaci.

Farmakokinetiske egenskaber

Allopurinol absorberes hurtigt og næsten fuldstændigt fra mave-tarmkanalen med en biotilgængelighed på omkring 80%. Det metaboliseres til det aktive metabolit oxipurinol, som hovedsageligt elimineres via nyrerne med en halveringstid på ca. 15-20 timer. Oxipurinol har en længere plasmahalveringstid, hvilket muliggør en daglig administrationshyppighed. Nedsat nyrefunktion forlænger eliminationshalveringstiden for oxipurinol, hvilket kræver dosisjusteringer for at undgå ophobning og toksicitet. Distributionsvolumen er lille, og stoffet akkumulere ikke i fedtvæv.

Bivirkninger relateret til hud og slimhinder

Udslæt er den mest almindelige bivirkning og kan spænde fra milde erytemaer til sværere former som Stevens-Johnsons syndrom og toksisk epidermal nekrolyse, som kræver øjeblikkelig seponering. Fotosensitivitet kan også forekomme, og mundtørhed eller slimhindebetændelser observeres. Sjældent ses vaskulitis og lupuslignende syndrom som immunologiske reaktioner relateret til behandling. Dermatologiske reaktioner kræver ofte vurdering af dermatolog eller specialist, da konservativ behandling kan være utilstrækkelig.

Effekt på nyrefunktion

Allopurinol kan både beskytte og påvirke nyrerne afhængigt af dosis og patientens tilstand. Ved korrekt dosering kan det forebygge dannelse af urinsyrekrystaller i nyretubuli og reducere risikoen for nyresten. Imidlertid kan overdosis eller utilstrækkelig hydrering føre til udfældning af xanthin i nyrene, som kan forårsage nyreskade. Patienter med kronisk nyresvigt kræver individuelle behandlingstilpasninger og hyppig monitorering af nyreparametre. Nyrernes rolle i eliminering af oxipurinol gør dosisjustering essentiel for at undgå toksicitet.

Monitorering af behandlingseffekt

Optimal behandlingseffekt vurderes ved regelmæssig måling af serumurinsyre, som bør reduceres til under det kritiske niveau på 360 µmol/L (6 mg/dL) for at forhindre krystallisation. Løbende vurdering af nyrefunktion via kreatinin og glomerulær filtrationsrate (GFR) er nødvendig for at sikre korrekt dosering. Klinisk monitorering omfatter også bedømmelse af symptomer på gigtanfald og eventuelle bivirkninger. Justering af dosis sker efter både biokemiske og kliniske parametre, hvilket er afgørende for langvarig succes.

Metabolisme og eliminering detaljeret

Efter absorption metaboliseres allopurinol via oxidation til oxipurinol, som cirkulerer i plasma og udøver den hæmmende effekt på xanthinoxidase. Både allopurinol og oxipurinol udskilles primært via nyren, med reabsorption i nyretubuli som regulerer plasmakoncentrationer, hvilket forklarer halveringstidens variation afhængigt af nyrefunktionen. Hepatisk omsætning er minimal, og der forekommer ikke signifikant førstegangseffekt. Patienter med leverpåvirkning kræver generelt ikke dosisjustering, hvilket adskiller dette lægemiddel fra mange andre. Lægemidlets farmakokinetik er lineær ved terapeutiske doser.

Specifikke forhold ved ældre patienter

Ældre patienter har ofte nedsat nyrefunktion, som øger eksponeringen for oxipurinol og dermed risikoen for bivirkninger. Dette stiller krav om lav initial dosis og hyppigere monitorering ved længerevarende behandling. Ældre kan også have øget følsomhed over for hudreaktioner og blødningstendenser ved samtidig antikoagulantbehandling. Risikoen for polyfarmaci er desuden øget, hvilket kræver omhyggelig vurdering af lægemiddelinteraktioner. Behandlingsmål og sikkerhedsparametre skal tilpasses individuelt.

Allopurinol ved chemoterapi

Under kemoterapi anvendes allopurinol til at forebygge tumorlysesyndrom, der opstår ved massiv nedbrydning af maligne celler og en dermed forøgelse af urinsyre i blodet. Det reducerer urinsyrefluxen og mindsker risikoen for akut nyresvigt. Behandlingen startes typisk før eller samtidig med cytostatika. Doseringen tilpasses ofte baseret på patientens risikoprofil og nyrefunktion. Overvågning af elektrolytter og urinsyre er kritisk under hele behandlingsforløbet. Kombinationen øger patientens behandlingssikkerhed betydeligt.

Farmaceutiske former og opbevaring

Allopurinol findes i form af tabletter i forskellige styrker, såvel som orale pulver eller opløsninger til specielle tilfælde. Tabletterne bør opbevares ved stuetemperatur, beskyttet mod fugt og direkte sollys, for at bevare stabilitet og effekt. Emballagen bør være tæt lukket og opbevares utilgængeligt for børn. Holdbarheden varierer, men udløbsdatoen på pakningen skal respekteres omhyggeligt, da forringet lægemiddel kan føre til nedsat effekt og øgede bivirkninger. Tilberedning af flydende former bør følge specifikke anvisninger fra apoteket.