Farmakologiske egenskaber og virkningsmekanisme

Clindamycin er et semisyntetisk antibiotikum tilhørende lincosamidgruppen. Det virker ved at hæmme bakteriers proteinsyntese ved at binde sig reversibelt til 50S-subenheden af bakteriernes ribosomer. Denne binding forhindre forlængelsen af polypeptidkæder og hæmmer således væksten af følsomme bakterier. Clindamycin er primært bakteriostatisk, men kan ved høje koncentrationer være baktericid mod visse mikroorganismer.

Lægemidlet har særlig aktivitet mod anaerobe bakterier, visse grampositive kokker og visse protozoer. Clindamycin penetrerer godt i væv og knogle, hvilket gør det velegnet mod dybe infektioner.

Absorption og distribution i kroppen

Clindamycin absorberes hurtigt og næsten fuldstændigt fra det gastrointestinale system efter oral administration. Den orale biotilgængelighed ligger omkring 90 %, hvilket sikrer høje plasmakoncentrationer. Maksimal plasmakoncentration opnås typisk inden for 45 minutter til 90 minutter efter dosis.

Distributionen af clindamycin i kroppen er omfattende, da stoffet opnår høje koncentrationer i mange væv og kropsvæsker inklusive lunger, knogler, galde, og lever. Plasmaproteinbindingen er omtrent 90 %, primært til albumin. Clindamycin krydser ikke blod-hjerne-barrieren i høj grad, medmindre den meningale-barriere er inflammeret.

Metabolisme og udskillelse

Clindamycin metaboliseres i leveren gennem oxidativ demethylisering. Metabolitterne har minimal eller ingen antibakteriel aktivitet. Den primære elimineringsvej er via galde og urin. Cirka 10-40 % af den administrerede dosis udskilles uændret i urinen.

Halveringstiden for clindamycin er omkring 2,4 til 3 timer, men kan variere ved leverinsufficiens. Nedsat leverfunktion kan føre til ophobning af lægemidlet, hvilket kan kræve dosisjustering. Dialyse fjerner ikke effektivt clindamycin.

Terapeutiske anvendelser og indikationer

Clindamycin anvendes til behandling af en bred vifte af infektioner forårsaget af følsomme bakterier, herunder hud- og bløddelsinfektioner, knogle- og ledsinfektioner, bakteriel vaginose samt intraabdominale infektioner. Mediet indgår også i kombinationsbehandling mod visse dyrkningsresistente mikroorganismer.

Det bruges ofte til behandling af alvorlige infektioner forårsaget af anaerobe bakterier, hvor beta-laktamer ikke er egnet. Clindamycin anvendes desuden ved penicillinallergi, hvor det kan erstatte penicillin til visse infektioner.

Dosering og administrationsformer

Clindamycin findes i flere formuleringer, inklusive kapsler, injektionsvæske og topikale præparater. Oral dosering varierer afhængigt af infektionens type og sværhedsgrad. Voksne doseres typisk med 150-450 mg hver 6. til 8. time. Maksimal daglig dosis må ikke overskride 1,8 gram.

Intravenøs administration bruges til mere alvorlige infektioner, hvor orale midler ikke er tilstrækkelige. Doser skal justeres ved leversvigt. Topiske cremer og lotioner anvendes til lokale hudinfektioner, såsom akne vulgaris.

Farmakokinetiske interaktioner

Clindamycin metaboliseres via leveren, og samtidig brug af enzymhæmmere kan øge clindamycins plasmakoncentrationer. Interaktion med erytromycin kan forringe clindamycins effekt, grundet konkurrence om ribosomale bindingssteder.

Det kan forstærke virkningen af neuromuskulære blokerende midler, hvilket kræver forsigtighed under anæstesi. Samtidig behandling med aminosyreantibiotika kan medføre antagonisme pga. forskellig virkningsmekanisme.

Bivirkninger relateret til gastrointestinale system

Den hyppigste bivirkning ved clindamycin er diaré, som kan skyldes ændringer i tarmfloraen. Vejledende overvågning for Clostridium difficile-associeret diarré anbefales ved længerevarende behandling. Andre gastrointestinale symptomer inkluderer kvalme, opkastning, mavesmerter og dyspepsi.

Forekomsten af svampeovervækst i tarmen og mundhulen kan øges, grundet antimikrobiel effekt og nedsat konkurrence fra normale mikroorganismer.

Bivirkninger forbundet med hud og allergiske reaktioner

Hudreaktioner kan variere fra mild udslæt og pruritus til mere alvorlige reaktioner som Stevens-Johnsons syndrom. Fotosensitivitet er sjælden, men kan forekomme. Allergiske reaktioner kan inkludere urtikaria og angioødem.

Det anbefales at overvåge patienten nøje ved nyopståede hudsymptomer under behandling. Anafylaktiske reaktioner er meget sjældne, men kræver øjeblikkelig medicinsk intervention.

Specifikke patientgrupper og dosistilpasninger

Hos patienter med leverinsufficiens bør doseringen af clindamycin reduceres, da metabolisme og clearance er nedsat. Nyrefunktionen påvirker i mindre grad dosisbehovet, men der bør udvises forsigtighed ved svær nyresygdom med samtidig leverpåvirkning.

Til børn anvendes vægtbaserede doser, og der findes særlige formuleringer til denne gruppe. Graviditet og amning bør vurderes klinisk, da clindamycin passerer placenta og findes i modermælk.

Farmaceutiske egenskaber og opbevaring

Clindamycin fremstilles som forskellige doseringsformer med varierende styrker. Kapsler indeholder clindamycinhydrochlorid i fast form og skal opbevares tørt ved stuetemperatur uden direkte sollys. Injektionsvæske skal opbevares beskyttet mod lys og anvendes inden for farmakologisk anbefalet holdbarhed.

Topiske former som cremer og lotioner har specifikke opbevaringsbetingelser, typisk under 25°C og beskyttet mod frost. Holdbarhed efter åbning varierer og bør overholdes for at sikre effekt og forhindre kontaminering.

Resistensmekanismer og klinisk betydning

Bakteriel resistens mod clindamycin opstår primært ved enzymatisk inaktivering gennem methylase-enzymer, som ændrer ribosomets bindingssted. Derudover kan effluxpumper medvirke til nedsat intracellulær koncentration af antibiotikum.

Krydresistens mellem clindamycin og makrolider er almindelig, og resistensmønstre varierer geografisk og klinisk. Resistensbestemmelse anbefales ved alvorlige infektioner for at sikre passende antibiotikavalg.