Diflucans virksomme stof

Diflucan indeholder det aktive stof fluconazol, som tilhører gruppen af azol-antimykotika. Fluconazol påvirker svampens cellemembran ved at hæmme enzymet lanosterol 14α-demethylase. Denne hæmning forhindrer omdannelsen af lanosterol til ergosterol, en nødvendig bestanddel i svampens cellemembran. Manglen på ergosterol fører til øget membranpermeabilitet og svampens celledød.

Indikationsområder for brug

Diflucan anvendes til behandling af en række invasive og superficielle svampeinfektioner. Herunder kandiasis i mund og spiserør, vulvovaginal candidiasis samt systemiske candidainfektioner. Desuden bruges Diflucan til profylakse mod svampeinfektioner hos immunsupprimerede patienter, samt ved krypto-kokinfektioner i CNS.

Farmakokinetiske egenskaber

Efter oral indtagelse optages fluconazol hurtigt og næsten fuldstændigt med en biotilgængelighed på ca. 90 %. Maksimal plasmakoncentration opnås typisk inden for 1-2 timer. Stoffet fordeles bredt i væv og kropsvæsker inklusive cerebrospinalvæske, hvilket gør det effektivt ved infektioner i centralnervesystemet. Halveringstiden ligger omkring 30 timer, hvilket muliggør én gang daglig dosering.

Metabolismens rolle i eliminering

Fluconazol metaboliseres kun i begrænset omfang i leveren, hvilket betyder at størstedelen af stoffet udskilles uændret via nyrerne. Nyrefunktionen har derfor en væsentlig betydning for clearance, og dosisjustering er påkrævet ved nedsat nyrefunktion. Leverpåvirkning er minimal, hvilket reducerer risikoen for interaktioner via leverens cytochrom P450 system sammenlignet med andre azoler.

Dosering ved forskellige infektioner

Ved ukompliceret vulvovaginal candidiasis anbefales ofte en enkelt oral dosis på 150 mg. Ved oesophageal candidiasis og invasive kandidatesinfektioner administreres højere doser, typisk 200-400 mg dagligt over flere uger afhængig af sværhedsgrad og lokalisation. Patienter med svækket nyrefunktion skal have reduceret dosis, og behandlingstiden tilpasses efter klinisk respons.

Interaktioner med andre lægemidler

Diflucan kan hæmme leverenzymer, især CYP2C9 og CYP3A4, hvilket kan øge plasmakoncentrationer af co-administrerede lægemidler som warfarin, fenytoin og visse benzodiazepiner. Kombination med rifampicin reducerer derimod fluconazols plasmakoncentration. Ved samtidig brug af immunosuppressiva som cyklosporin eller takrolimus skal doseringen overvåges nøje på grund af øget toksicitet.

Bivirkninger relateret til organer

De hyppigst rapporterede bivirkninger inkluderer mave-tarm gener som kvalme, mavesmerter og diarré. Leverpåvirkning kan forekomme, og der er rapporteret forbigående forhøjede levertal. Hududslæt forekommer sjældent, men alvorlige reaktioner som Stevens-Johnsons syndrom kan forekomme. Centralnervesystemet kan påvirkes med hovedpine, svimmelhed og i sjældne tilfælde konfusion.

Brugen ved graviditet og amning

Diflucan bør anvendes med forsigtighed under graviditet, især i første trimester, da høje doser eller langvarig behandling kan medføre risiko for fosterpåvirkning. Enkeltdoser til behandling af vulvovaginal candidiasis udgør lavere risiko. Under amning passerer fluconazol i modermælken i små mængder, hvorfor behandling bør overvejes nøje og kun gives ved nødvendig indikation.

Overdosering og behandling

Symptomer på overdosering af Diflucan er uspecifikke og kan inkludere kvalme, opkast og abdominal ubehag. I alvorlige tilfælde kan neurologiske symptomer som kramper ses. Der findes ikke et specifikt antidot for fluconazol. Behandlingen består primært i understøttende og symptomatisk behandling samt overvågning af vitale funktioner og leverfunktion.

Opbevaring og holdbarhedskrav

Diflucan bør opbevares ved stuetemperatur, mellem 15-30°C, beskyttet mod fugt og direkte sollys. Tabletter må ikke anvendes efter udløbsdatoen, da aktivstoffets effekt kan være nedsat. Flydende formuleringer skal rystes før brug og opbevares i tæt lukket beholder. Forkert opbevaring kan føre til tab af effektivitet og øget risiko for bivirkninger.

Påvirkning af laboratorieprøver

Behandling med Diflucan kan føre til forbigående forhøjelse af leverenzymer i blodet, hvilket kan forveksles med leverpåvirkning ved anden sygdom. Desuden kan fluconazol interferere med visse laboratorieprøver, herunder thyroideafunktionstest og nogle immunoassays, hvilket kan give falsk positive eller negative resultater. Klinisk vurdering bør derfor inkludere medicinsk historie ved vurdering af laboratorieværdier.

Kliniske forholdsregler ved langtidsbrug

Langvarig behandling med Diflucan kræver regelmæssig monitorering af lever- og nyrefunktion hos patienter med risiko for organpåvirkning. Risikoen for udvikling af resistens og opportunistiske infektioner øges ved langvarig behandling. Derfor bør nytte-risikobalancen vurderes løbende, og dosisjustering finder sted efter laboratorieresultater samt klinisk tilstand.