Farmakologiske egenskaber ved Naltrexone

Naltrexone er en opioidreceptorantagonist, som virker ved at blokere μ-, κ- og δ-opioidreceptorer i centralnervesystemet. Denne receptorblokade modvirker virkningen af endogene opioider og eksterne opioidagonister såsom morfin og heroin. Stoffet har en lang halveringstid, hvilket gør det egnet til en-dags dosering. Naltrexone metaboliseres primært i leveren gennem enzymatisk reduktion til 6-β-naltrexol, som også udviser antagonistisk aktivitet.

Indikationer og anvendelsesområder

Naltrexone anvendes primært til behandling af alkoholafhængighed og opioidafhængighed efter opioid-afvænning. Det hjælper med at forhindre tilbagefald ved at reducere lyst og belønningsmekanismer i hjernen relateret til alkohol- og opioidbrug. Naltrexone bruges også off-label til visse former for binge-eating disorder og hudsygdomme relateret til immunsystemet, men disse indikationer er mindre almindelige og bør overvåges nøje.

Doseringsanbefalinger ved afhængighed

Typisk startdosis ved alkoholafhængighed er 25 mg dagligt, som efterfølgende øges til 50 mg dagligt. Behandling bør påbegyndes efter fuldstændig afrusning fra opioider for at undgå udløsning af abstinenser. Ved opioidafhængighed anbefales doser mellem 50-100 mg dagligt, afhængigt af patientens respons og bivirkningsprofil. Doseringsjustering bør ske under overvågning af kliniske parametre og leverfunktion.

Farmakokinetiske egenskaber

Naltrexone absorberes hurtigt efter oral administration med maksimal plasmakoncentration opnået inden for 1 time. Biotilgængeligheden er omkring 5-40% på grund af betydende first-pass metabolisme i leveren. Halveringstiden for naltrexone ligger på 4 timer, mens metabolitten 6-β-naltrexol har en halveringstid på op til 13 timer, hvilket bidrager til langvarig effekt. Udskillelse sker hovedsageligt via urin, fortrinsvis som metabolitter.

Interaktioner med andre lægemidler

Naltrexone kan interagere med opioider, hvilket kan forårsage akut opioidabstinens symptomatisk for patienter, der stadig er afhængige af opioider. Samtidig administration med hepatotoksiske lægemidler kan øge risikoen for leverpåvirkning. Kombination med naltrexon og disulfiram frarådes, da det kan forstærke alkoholabstinenser og neuropsykiatriske symptomer. Naltrexone påvirker ikke CYP450-isoenzymer væsentligt, men bør alligevel administreres med forsigtighed ved polyfarmaci.

Leversygdom og funktionsovervågning

Naltrexone kan forårsage forhøjelse af leverenzymer og i sjældne tilfælde alvorlig leverskade. Det anbefales derfor at vurdere baseline leverfunktion ved behandlingsstart og med jævne mellemrum herefter, især ved behandling over længere tid. Patienter med svær leversygdom bør ikke behandles med naltrexone, og doseringen bør justeres ved mild til moderat leversvigt. Klinisk monitorering for tegn på leverpåvirkning, såsom gulfarvning af hud eller øget træthed, er nødvendig.

Bivirkninger og hyppighed

De mest almindelige bivirkninger inkluderer kvalme, hovedpine og træthed. Gastrointestinale symptomer som mavesmerter, diarré og opkastning forekommer også. Centralnervøse bivirkninger kan omfatte søvnforstyrrelser, svimmelhed og nervøsitet. Sjældne, men alvorlige bivirkninger kan indebære leverenzymstigning og allergiske reaktioner. Ved langtidsbehandling kan der forekomme nedsat appetit og vægttab.

Kontraindikationer og patientgrupper

Naltrexone er kontraindiceret ved akut hepatitis, alvorlig leverinsufficiens og aktiv opioidbrug, da det kan udløse abstinenssymptomer. Behandling bør udskydes til fuldstændig afvænning fra opioider har fundet sted. Gravide og ammende kvinder skal vurderes nøje, da effekt og sikkerhed ikke er fuldt dokumenteret i disse grupper. Patienter med kendt overfølsomhed overfor naltrexone eller hjælpestoffer må ikke behandles med lægemidlet.

Administration og opbevaring

Naltrexone skal administreres oralt, helst samme tidspunkt dagligt for at sikre stabil plasmakoncentration. Tabletter må ikke tygges eller knuses, da dosisfrigivelsen kan påvirkes. Opbevaring skal ske i original emballage ved stuetemperatur, beskyttet mod fugt og direkte sollys. Lægemidlet må holdes utilgængeligt for børn. Holdbarhed skal overholdes nøje for at bevare effekt og sikkerhed.

Specielle populationer og dosisjustering

Hos ældre patienter kan naltrexon tolereres, men øget forsigtighed anbefales grundet risiko for nedsat leverfunktion og polyfarmaci. Dosisjustering kan være nødvendig ved mild til moderat nedsat leverfunktion. Ved nedsat nyrefunktion foreligger begrænset data, men dosisjustering anbefales ikke ved mild til moderat nyresvigt. Børn og unge under 18 år anbefales generelt ikke behandling med naltrexon, medmindre fordelene vurderes at opveje risiciene.

Farmakodynamisk effektmåling

Effekten af naltrexon kan kvantificeres ved måling af opioid-receptorbinding i hjernen med PET-scanning i forskningssammenhænge, men brugen er sjælden klinisk. Klinisk vurderes effekt primært via reduktion i alkohol- eller opioidindtag samt patientrapportering. Biokemiske markører som leverfunktionstests kan indirekte give information om compliance og eventuelle bivirkninger. Standardiserede spørgeskemaer anvendes ofte ved afhængighedsbehandling til evaluering.